søndag den 4. januar 2015

DIY sengegavl med knapper

Der skulle ske noget nyt med soveværelset. Havde jo lige fået mit nye HAY dot sengetæppe med posten, og en sengegavl ville bare være prikken over i'et. Så med hjælp fra min kæreste, gik jeg igang med at lave en.


Af materialer skal du bruge:
- MDF plade. Vi valgte en med 12mm tykkelse. Vi valgte at skære den i sengens bredde, som er 140cm, og højden var regnet ud fra +70cm fra sengekanten af, og +40cm ned til listen, altså 110cm. OBS, sengegavlen hænger på væggen, så husk at trække listens længde fra. I Silvan skærer de pladen til for et småbeløb. 
- Skum i MDF-pladens størrelse. Vi købte vores i Stof2000, og den er 3 cm tyk.
- Stof som er større end MDF pladen og skummet, da der skal bruges noget til at hæfte fast + til at betrække knapper med.
- Lim til at lime skum og MDF pladen sammen.
- Hæftepistol + klemmer
- 4 knapper + elastiktråd
- 4 snørreringe + værktøj til dette

Når MDF pladen er skåret ud, skal du beslutte hvor dine knapper skal sidde. Jeg valgte at sætte mine 30cm nede på pladen, og med 28 cm imellem hver knap. Tegn dette på pladen og bor 4 små huller. 
Sengegavlen sidder i væggen. For at den skal kunne dette, satte vi 3 kroge i væggen, og 3 aflange huller i pladen, således at den bliver "hængt" på væggen.





Så limes skummet på. Kom noget pres på, evt. en masse tunge bøger, og lad det tørre lidt. Jeg tror at vi lod det stå en times tid. 



Så skal det hele betrækkes med stof, som gøres med en hæftepistol. Vi startede med at hæfte stoffet fast fra toppen af, så vi kunne sætte snørreringe i stoffet, der hvor knapperne skulle sidde. For at vide hvor knapperne skulle være, stak vi en nål igennem hullet fra bagsiden, hvorefter vi kunne mærke af på stoffet. Efter at snørreringene er sat på, hæftede vi stoffet fast nederst, og tog til sidst siderne. Vær opmærksom på at få stoffet sat lige på, samt at stramme det godt ud.


Så tog vi noget af det stof som var tilbage, og betrak de 4 knapper med dette. Vi satte dem fast med elastiktråd, som vi bandt og hæftede fast bag på. 


Så skulle sengegavlen bare hænges op på væggen i krogene. Er selv meget tilfreds med det færdige resultat! 


- Kreatisten

2 kommentarer:

  1. Fantastisk DIY! Hvor ser det bare godt ud :-) Jeg vil også have en sengegavl så snart vi ikke længere har "familieseng" (dvs en ekstra boksmadras sat til).

    SvarSlet
  2. Det er bare dejligt! :-) så har vi fået købt os nogle nye sengelamper og sat op + vi har fået vores fjernsyn i soveværelset hængt op. Nu mangler vi bare en tur til ikea for at købe en ny skænk + disse billeder til soveværelset: http://www.bykrohn.dk/collections/typografi/products/a4-gavesaet-inkl-rammer-1 og så er soveværelset helt færdigt :-)

    SvarSlet